9-årig på Børge Ralovs balletskole.
____________________
SCRAPBOGSBLADE: VIBEKE RØRVIG af Karen Arnfred Vedel april 2000
SCRAPBOGSBLADE: VIBEKE RØRVIG (1) Artiklen bygger på samtaler med Vibeke Rørvig i hendes hjem på Østerbro. De første fandt sted i april og maj 1997. Efter nye samtaler og nye studier af scrapbøgerne i marts 2000 blev artiklen skrevet færdig i anledning af Den Danske Balletklubs arrangement for Vibeke Rørvig, der fyldte 85 år 8. marts 2000. I samme forbindelse blev der vist lysark af billeder fra scrapbøger og fotobalbums. “Hvad skal dét sige, Deres datter vil danse?
“Replikken er Rektor Zahles, da han med hævede øjenbryn og fast blik replicerer Vibeke Rørvigs mor, der netop har bekendtgjort, at hendes danseglade og talentfulde datter ønsker at følge den daglige formiddagsklasse på Jenny Møllers Danseskole. Årstallet er 1930, Vibeke Rørvig er 15 år, har siden 1924 gået til dans hos Jenny Møller i Bredgade 33 og forinden været elev hos eksamineret plastik og danselærerinde Astrid Frederiksen. Selvom Zahles Pigeskole er foregangsskole med hensyn til unge pigers uddannelse og tidligt tilbød undervisning i gymnastik og fysiologi (2) er dansen som levevej ikke ‘comme il faut’. Men rektor måtte bøje sig overfor viljestyrken hos mor og datter. Det samme gjorde husfader og apoteker Poul Rørvig, der gav sin tilladelse på betingelse af, at Vibeke gik til sprogkurser om eftermiddagen.
Jenny Møllers Danseskole
Jenny Møller underviste i plastisk dans. Æstetikken i plastisk dans var anderledes end i den klassiske ballet, blandt andet derved, at ben og fødder ikke var tourneret fra hofte-leddet. I den plastiske dans fulgte man heller ikke ballettens akademiske trinskole (3). Derimod var den – ligesom Isadora Duncans dans – kendetegnet ved sin inspiration fra den græske billedhuggerkunsts klassiske linier. Jenny Møller underviste også i den svejtsiske musikpædagog Jaques-Dalcrozes øvelser, der var udviklet med henblik på musikforståelse og indlæring af rytme gennem bevægelse. Og klassisk ballet havde hun lært på den konglige balletdanserinde Emilie Walbomsskole i Grønnegården i Bredgade. Men allerstørst var hendes inspirationen fra den russiske balletreformator Michail Fokin. Jenny Møller fortalte til Ekstrabladet4 i 1932, hvorledes hun, da Fokin kom til København i 1918, straks henvendte sig til ham og viste ham en del danse, hun selv havde komponeret. På denne baggrund tog han hende til sig som elev, gav hende eneundervisning og støttede hende i at starte sin egen danseskole, hvor han underviste bl. a. under Københavns-opholdet i 1925.
I repertoiret ved Jenny Møllers elevopvisninger indgik flere danse af Fokin, bl.a. danse fra Chopiniana, polovetserdansene fra Fyrst Igor og Anitras dans. Jenny Møller selv dansede en solo Fokin havde skabt til hende over Chopin’s ‘Nocturne’. Vibeke Rørvig erindrer, at det var en usædvanlig dans for sin tid, idet den blev indledt på gulvet. Jenny Møller vandt anerkendelse som koreograf såvel som pædagog og hendes elever var efterspurgt, når der ved forskellige lejligheder skulle underholdes med dans.
Under danserindeuddannelsens 2 år medvirkede Vibeke Rørvig således i opsætninger af klassikerne ‘Elektra’ og ‘Medea’, der – under anførsel af skuespillerinden Louise Jørgensen og med kor, der var koreograferet af Jenny Møller – blev iscenesat på hhv. Glyptoteket og Casinos Lille Teater. Andre engagementer var for eksempel opvisning under ‘Damernes Uge ‘ i Industribygningen i 1928 og opvisning i Palmehaven samt på udstillingen ‘Det Ideale Hjem’ i 1929.
I 1930 gæstede legendariske Anna Pavlova for sidste gang København. Efter opfordring fra Politikens balletanmelder Anker Kirkebye blev det arrangeret, at den nu 15-årige Vibeke Rørvig skulle aflægge prøve for den store danserinde for én gang for alle at få afgjort, om der var noget at bygge videre på. Eller om hun – som forældrene nok ønskede allermest – istedet skulle giftes med en grosserer med villa på Strandvejen og få en masse børn. Da tidspunktet for prøven oprandt var Anna Pavlova desværre ‘indisponeret’ og ønskede på grund af de dårlige anmeldelser, hun havde fået efter sin optræden – ikke at ‘tage imod’. I stedet dansede Vibeke Rørvig for hendes balletmester Pianovski, som mente, at det nok skulle gå.
Vibeke Rørvig blev færdiguddannet samtidig med flere fremtrædende elever bl.a. Rigmor Strøm, der under kunstnernavnet Nina Stroganova senere vandt international anerkendelse som danser og pædagog og Ingrid Philipsen Praehm, der stiftede skole for afspændings-pædagogik.
Den egentlige debut fandt sted i 1932 ved matiné på Det Ny Teater med klassiske og plastiske danse af Jenny Møller. I programmet medvirkede også Anne Lise Bjarnøe, Rigmor Strøm og Jenny Møller. Victor Schiøler akkompagnerede på piano.
Det var ved den tid, at Vibeke Rørvig betroede sit store ønske om at rejse til Paris til sin nære ven, danser og senere koreograf, Birger Bartholin (5). I Paris arbejdede den nye russiske ballets stjernedansere og pædagoger. Til Paris kom koreograferne for at rekruttere dansere til deres forestillinger og turnéer. Og Paris var det dynamiske centrum for eksperimenter på tværs af alle kunstens udtryk. Efter indledende år hos Jenny Møller var Birger Bartholin selv rejst til byernes by, hvor han allerede var på vej mod anerkendelse.
Hos russerne i Paris Med støtte fra Birger Bartholin lykkedes det apotekerdatteren at indhente sine forældres opbakning til beslutningen om at fortsætte uddannelsen og den kunstneriske løbebane. Kort efter ankomsten til Paris i januar 1933 dansede Vibeke Rørvigs i et stort sammensat danseprogram på La Maison des Arts des Oeuvres, hvor hun optrådte bl.a. med en solo af Jenny Møller: ‘Chanson du Printemps’ til musik af Gade. Straks efter ankomsten gik hun også igang med undervisningen hos den navnkundige Madame Lubov Egorova, der havde været stjerne på Maryinsky Teatret, var flyttet til Paris med Diaghilevs Ballets Russes og fra 1923 en højt skattet lærer med egen skole. (6)
“Da man så kom til Paris,” erindrer Vibeke Rørvig, “fandt man ud af, at man slet ikke kunne noget. Ikke engang stå i 5. position. Hos Jenny Møller havde man lært den plastiske dans, hvor man f.eks. lagde vægten over på hoften i stående stilling. Det var uhørt hos Egorova. Ligesådan korrigerede hun mine arme, som ikke havde den forskriftsmæssige overarmsbue ifølge den klassiske skole, men i stedet plastisk imiterede den græske skulptur. Jeg var ikke født til den klassiske ballet – det faldt min krop svært. Jeg var mere egnet til karakterdans, spansk dans, polovetserdanse og lignende.”
Trods vanskelighederne i det nye trinsprog var der snart opgaver til den unge danserinde. Birger Bartholin og en anden kammerat fra Jenny Møllers Danseskole, Ellen Wittrup, der nu kaldte sig Helen Kirsova, dansede også hos Egorova, mens Rigmor Strøm som Nina Stroganova var elev hos Preobajenska. Det var efter et tip fra Helen Kirsova, at Vibeke Rørvig fik sit første engagement som medvirkende i den Russiske Operas opsætning af ‘Fyrst Igor’ på Théatre du Châtelet, hvor den store russiske sanger Sjaliapin sang titelpartiet og Ballets Russes de Monte Carlo under Fokins ledelse stod for polovetserdansene.
Herefter måtte hun tilbage til Danmark for at parlamentere med forældrene om tilladelse til at blive i Paris, hvor der forude ventede et engagement hos den ekcentriske russiske danserinde Ida Rubinstein. Selvom der hos Rubinstein var en vis betaling af danserne, var det nødvendigt med tilskud hjemmefra for at få tilværelsen som danserinde til at løbe rundt. Og udgifterne blev fordoblet i de perioder, hvor moderen som anstandsdame tog ophold hos sin datter. Fra et af disse ophold husker Vibeke Rørvig en episode, der beskriver det internationale tilsnit i datidens Paris: Vibeke Rørvig er på vej til arbejde på Operaen og da hun er sent på den og moderen er med, prajer hun en hyrevogn for at komme frem. Chaufføren sidder og studererer et partitur, mens de venter på fru Rørvig, og det viser sig, at han er russer og operasanger. Fire år krydses deres veje igen, da de optræder i samme forestilling hos Opera Russes de Paris.
Les Ballets de Mme Ida Rubinstein
Mme Ida Rubinsteins Ballets program på Operaen bestod af i alt seks balletter, heraf tre premierer på koreografi af Michail Fokin: “Diane de Poitiers” til musik af Jacques Ibert, “Oriane la Sans Égale” til musik af Florent Schmitt og “Semiramis” til musik af Arthur Honegger. Én balletpremiere havde koreografi af den tyske ekpressionistiske koreograf Kurt Jooss, nemlig “Perséphone” til musik af Igor Stravinsky, som endda selv dirigerede under forestillingerne. Der var også to genopsætninger af værker af Fokin til Maurice Ravel’s musik, nemlig La Valse og Bolero. For dekoration og kostumer stod bl.a. Alexandre Benois, og for den samlede iscenesættelse tegnede sig teatermanden Jacques Copeau.
Som danser i Rubinsteins ensemble havde Vibeke Rørvig fem måneders prøvetid forud for de blot tre forestillinger i april 1934. Hele herligheden var sponsoreret af Guinness Bryggerierne. Til daglig underviste Preobajenska kompagniet i ballet, men også Fokin og Jooss gav klasser i forbindelse deres prøver. Iøvrigt erindrer Vibeke Rørvig, hvorledes Fokins sympati blev vakt, da han hørte, at hun var elev af Jenny Møller. Til Ekstrabladet (19. juli 1934) fortalte Vibeke Rørvig om tiden med Les Ballets de Mme Ida Rubinstein:
“Fokin og Kurt Jooss iscenesatte disse forestillinger, to instruktører så vidt forskellige i deres Metode som Ild og Vand. Fokin siger blot, hvad der skal gøres; Maaden maa man selv om. Møder den hans Billigelse, smelter den sammen med det, han har tænkt sig, er han interesseret i Ens Dans, hvis ikke mister han helt Interessen. Men der er altid Aand over hans Arbejde, noget som giver Liv. Fokin vil kun tale Russisk … Jeg har efterhånden lært alle de tekniske Udtryk på Russisk, så jeg kan parerer Ordre… Kurt Jooss er helt anderledes. Han er hypermoderne, alt det han gør og forlanger er saa uendelig naturligt og ligetil.”
Det efterfølgende år medvirkede Vibeke Rørvig som danser i forskellige turnerende dansekompagnier. En af dem var en amerikansk rigmandsdatters kompagni, kaldet Epstein-balletten, der turnerede til bl.a. Nice, hvor de optrådte for den danske konge, Christian X. Epstein-balletten var også i Cannes og engagementerne fortsatte ned gennem Italien i Napoli, Foggia, Bari, Genua og på den anden side af Middelhavet i Algier og Tunis. Med i dette kompagni var også Helen Kirsova. Epstein balletten gav som afslutning på deres turné gæsteforestilling på Theatre des Varietés i Paris i maj, 1935. I programmet optrådte Vibeke Rørvig med en ‘Bacchanale’ til musik af Glazounov, som Fokin i sin tid havde koreograferet til Jenny Møller i København.
Sommeren 1935 i Danmark
Efter Epstein-ballettens turné blev sommeren tilbragt i Danmark, hvor Vibeke Rørvig i juli måned medvirkede ved indvielsen af et nyt stadium på Ollerup Gymnastikhøjskole på Sydfyn. Under Niels Bukhs ledelse var stadions åbning lagt i forbindelse med et Landsstævne 1935 og havde form af en nordisk Olympiade med indmarch af 14.000 gymnaster og skytter. (7) Til at stå for aftenunderholdning under stævnet havde Bukh indskrevet forskellige kunstnere bl.a. Poul Reumert og Bodil Ipsen. Af dansere medvirkede bl.a. Jenny Møller, Vibeke Rørvig og fhv. kongelige balletdanser Sven Aage Larsen. Sidstnævnte stod også for afslutningen, hvori der medvirkede 275 kvindelige elever, 27 karle og et hold af kvindelige amerikanske gymnaster, der var på sommerkursus. Det hele blev belyst af 6 projektører, som hæren havde udlånt. Fra sidste aften nævnes Deborah Kay og Vibeke Rørvig som solodansere i ‘Måneskinssonaten’ og ‘Mosekonen Brygger’.
London som balletstadion
Fra Danmark gik turen samme efterår til Monte Carlo. Efter Diaghilevs død og hans russiske ballets opløsning i 1929, var det lykkedes Fyrst de Basil og kunstmæcenen René Blum i 1932 at samle en række fremtrædende dansere i Ballets Russes de Monte Carlo. I Diaghilevs ånd samarbejdede man med de dygtigste komponister og billedkunstnere, og kompagniet blev modtaget med stor entusiasme både Paris, Bruxelles, London og New York. Efter krise i ledelsen skiltes René Blum og Fyrst de Basils veje i 1936. Blum samlede et nyt kompagni under navnet Ballets de Monte Carlo og overtalte Fokin til at koreografere for sig De Basil fortsatte samarbejdet med koreografen Massine (8) i Ballets Russes du Colonel de Basil. Vibeke Rørvig var med i den trup, Blum samlede forud for den første store sæson i London.
Blandt stjernerne på rollelisten var kolleger og venner fra Mme Egorovas skole, bl.a. Vera Nemchinova, Helene Kirsova, Leon Woizekowsky og André Eglevsky. Der var i forsommeren 1936 lagt an til en højst usædvanlig balletsæson i London, idet de to konkurrerende kompagnier optrådte samtidig på hhv. Alhambra og Covent Garden, hvor De Basils program havde stjerner som Danilova, Toumanova og Lichine på rollelisten. Det samlede repertoire var et sandt overflødighedshorn af klassikere fra Diaghilevs Ballets Russes blandet op med nye værker af hhv. Fokin og Massine. De to kompagniers dyst om det londonske publikums gunst blev fulgt tæt i den engelske dagspresse.
Da sæsonen i London var ovre, satte de Basils trup afsted på turné til Australien. Med sig havde han et par af danserne fra Blums kompagni, bl.a. Helene Kirsova. Vibeke Rørvig skulle også have været med, men blev forhindret p.g.a. et overbelastet knæ, hvilket betød, at hendes og Helen Kirsovas veje skiltes efter mange fælles og store oplevelser. Kirsova, som i London havde opnået stor anerkendelse bl.a. for sin rolle som sommerfugl i Fokins ‘L’Epreuve d’Amour’, forlod under turnéen de Basils Ballets Russes og bosatte sig i Sydney, hvor hun etablerede det første klassiske balletkompagni i Australien.
Efter knæoperation og genoptræning i Danmark stod Vibeke Rørvig atter på scenen. Denne gang som medvirkende i Opera Russe de Paris i hvis program hun dansede bl.a en en ungarsk rhapsodi (af Alex Eltzoff) og uddrag af ‘Den glade Enke’ med Aubrey Hitchins, der tidligere havde været partner for Anna Pavlova. Som entre til glansnummeret, en gavotte, gjorde parret stor entré, skridende majestætisk ned af en bred trappe til publikums applaus. I den efterfølgende sæson optrådte hun som solist med sigøjnerdans, spansk dans, danse af Birger Bartholin og danse fra tiden hos Ida Rubinstein i de store varietéer i bl.a. Caens, Paris og Bruxelles, ligesom hun medvirkede i den polsk-russiske danser og koreograf Leon Woizekowskys turné til de store operahuse i Tyskland med et program, der bestod af halvt varieté og halvt ballet.
Den Nye Danske Ballet
Truslen om krig betød imidlertid, at turnéen blev opløst. For Vibeke Rørvig som for alle andre free lance kunstnere betød 2. Verdenskrig, at muligheden for at rejse blev meget begrænset, og hun så sig om efter arbejde i Danmark. På Marienlyst i Helsingør præsenteredes i juli 1940 et program, hvor forskellige dansere, afløste hinanden. Det blev en succes. Som en af de første optrådte Karen Marie Jensen (9), hvem krigen ligeledes havde bragt hjem fra udlandet og som tidligere på året havde gjort lykke på National Scala med sin Princess Ballet.
Ligesom Karen Marie Jensen og Vibeke Rørvig var den kvindelige part af det efterfølgende indslag, danseparret Sara Fjeldgaard og Aage Flatau, uddannet hos Jenny Møller.(10) Ved parrets sidste optræden blev Vibeke Rørvig inviteret til at optræde som gæst med danse af Birger Bartholin, Aage Flatau og Eltzoff. (11)
Denne optræden blev startskuddet til etableringen af Den Nye Danske Ballet. Initiativet, som Vibeke Rørvig og Birger Bartholin stod for, blev efter forestillingen på Marienlyst støttet af ‘banankongen’ A.V. Kirkeby med den formidable sum af 300 kr. Balletten blev senere sat på aktier af enten 20, 50 eller 100 Kind regards. i et selskab, hvis totale aktiekapital udgjorde 10.000 Kind regards. og hvis bestyrelse bestod af kendte københavnske forretningsmænd.(12)
Fra første færd var der stor interesse i dagspressen for det nye balletkompagni, som blev spået en lys fremtid, da mange af de dygtige danske dansere, der ellers opholdt sig i udlandet jo opholdt sig i Danmark. I løbet af en måned blev planerne konkretiseret, repertoiret fastlagt og de ledende kræfter ansat. Birger Bartholin fik titlen af balletmester. Else Knipschildt og Vibeke Rørvig blev som solodanserinder hovedkræfterne på spindesiden. Solodanser Erik Bidsted og John Wohlk blandt herrerne. Andre medlemmer af balletten var bl.a. Elsie Neubert, Maimee Gee og Grete Wibolt.
Den Nye Danske Ballet var imidlertid langtfra det eneste ballet-initiativ på den tid, og der var rift om danserne. En dygtig danser kunne have hele tre engagementer på en gang. Dette var tilfældet for Maimee Gee, der om natten prøvede med Albert Gaubier med henblik på opsætning af ‘En Amerikaner i Paris’. Om dagen prøvede hun med Den Nye Danske Ballet og om aftenen optrådte hun på Pantomimeteatret, hvor hun var kontraktansat under Paul Hulds ledelse.(13)
Trods rift om de dygtigste dansere lykkedes det Den Nye Danske Ballet at samle en stab, og i begyndelsen af oktober blev prøverne indledt i lejede lokaler i Domus Medica. Meget usædvanligt og i publicity-henseende velovervejet blev der afholdt åbne prøver, hvilket bl.a. Billedbladet benyttede sig af til at lave fotoreportage fra balletternes tilblivelse. Premieren fandt sted på Det Ny Teater 16. november 1940 med et omfattende program bestående af ‘Symphonie Classique’ (Prokofieff), ‘Romeo og Julie’ (Tjajkovski), ‘La plus Belle’ (Strauss, Milløcker), ‘Salome’ (Strauss) og ‘Ungarsk Rhapsodie’ (Liszt). Anmelderne var begejstret og det københavnske publikum viste stor og varm interesse for forestillingerne, inden balletten drog på turne til Odense, hvor man spillede fire gange. Tilbage i København blev der inden jul givet en enkelt matiné på Det Ny Teater, som blev overværet af kongen og dronningen.
Efter den første spilleperiode spredtes de 28 dansere og danserinder for alle vinde for at opfylde andre engagementer. Først et år senere i november 1941 samledes de igen i forbindelse med turné til Stockholm, hvor der på forhånd var truffet aftale om at optræde på Koncerthuset og på Musikaliska Akademien. Imidlertid var den svenske presses begejstring til at overse. “Hvad gik der galt?” spurgte den danske presse og Den Nye Danske Ballet undskyldte sig med, at størrelsen på Musikaliska Akademiens scene forhindrede bl.a. Romeo og Julie i at blive danset fuldt ud. Da en af de bærende dansere ydermere blev skadet, besluttede man at aflyse den anden forestilling. Efter de uheldige begivenheder i Sverige blev gruppen opløst. En stor del af de mandlige dansere sluttede sig til Niels Bjørn Balletten i Lorry. I april 1942 blev det meddelt i dagspressen, at aktieselskabet Den Nye Danske Ballet var trådt i likvidation. De formelle rammer for kompagniet var hermed opløst.
Krigsår i Sverige
Trods skuffelserne i Sverige rejste Vibeke Rørvig alligevel over Sundet igen for at arbejde. I de sidste krigsår medvirkede hun bl.a. i svensk film (“Och Alla Dessa Kvinnor”) og optrådte med Svend Aage Larsen på Hippodromen i Malmø. I 1944 medvirkede hun som spansk danserinde i Birgit Cullbergs iscenesættelse af Garcia Lorcas “Blodbyllup” på Dramaten. Umiddelbart inden freden indtrådte, blev Den Anden Internationale Balletkonkurrence afholdt på Koncerthuset i Stockholm under protektion af Rolf de Maré (14). 12 balletter og 200 dansere stillede op til 4 udsolgte forestillinger.
Vibeke Rørvig, Else Knipschildt m.m.fl. dansede i vinderkoreografien af den svenske Operas balletmester, Julian Algo. Hans koreografi “Visioner” smeltede klassisk og dramatisk dans sammen i en stil, der sammenlignes med Kurt Jooss. Birgit Cullberg vandt anden pris med “Livsrytmen”. Den finske koreograf Maggie Gripenberg, som var under indflydelse af Jaques-Dalcrozes skole, vandt 3. pris for en gribende fremstillng af kvinder i krigstid “Og Livet går Videre”.(15)
Konkurrencen fandt sted samtidig med Vibeke Rørvigs engagement på varietéen China, hvor de 10 medvirkende stepdansere og 6 klassiske dansere var sat i scene af Sam Besekow med Julian Algos koreografi. Især “Inuit” er værd at bemærke fra dette program. Nummeret var skrevet af Bengt Häger, hvis hustru Pipaluk Freuchen medvirkede som fortæller. Det var i selskab med kollegerne på China, Vibeke Rørvig modtog beskeden om krigens afsltuning. Hun erindrer tydeligt stemningen på teatret og hendes egen uro for, hvordan familien i Danmark havde det. Hun måtte hjem, så snart det lod sig gøre.
‘Insektliv’ på Det ny Teater
I den danske hovedstad betød krigens afslutning et nyt opsving for underholdningsbranchen. Mørklægningstiden var forbi og grænserne blev åbnet igen. Vibeke Rørvig optrådte som solist i forskellige sammenhænge og begyndte selv at undervise.
I 1947 var København vært for Den Tredje Internationale Balletkonkurrence på Det Nye Teater. Imidlertid fandt begivenheden sted under en avisstrejke og det gik derfor stille for sig. Vibeke Rørvig dansede ved den lejlighed med i Maggie Hulstrøms ballet.(16)
Som koreograf, eller ansvarlig for ‘plastik og arrangementer’, var hun i nov. 1950 en vigtig medspiller på holdet bag opsætningen af “Insektliv” på Det Ny Teater. Forestillingen, der var skrevet af de tjekkiske brødre Karel og Josef Capek i 1921, blev sat i scene af en norsk instruktør Hans Jacob Nielsen. Svend Johansen skabte dekoration og kostumer og blandt de medvirkende var en lang række fremtrædende danske skuespillere, bl.a. Gunnar Lauring (som vagabond), Birgitte Reimer og Olaf Nordgreen (som sommerfugle), Olaf Ussing (som rovhveps) Ebba With og Henning Moritzen (som græshoppepar). Publikum og kritikere tog godt imod stykket, der var en satire og latterliggørelse af menneskelig dumhed, gridskhed, krigsgalskab og hele det moderne samfunds mekanisering. Allerede åbningstableauets scenebillede og insekternes kostumering fik laviner af latter til at rulle gennem teatret.
Det var ifølge Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende: ‘det festligste vi længe har oplevet….!’ (17) I Land og Folk beskrev Sven Møller Kristensen, hvorledes ‘…helhederne stod hver for sig fint og fast, sommerfuglene gratiøst, krybet og kravlet barokt og bidende ondskabsfuldt og myretuen som et masseoptrin med maskintempo og larmende forvirring.’ (18). Hvorledes insekterne bevægede sig var Vibeke Rørvigs fortjeneste.
….at ville danse?
Måske havde Apotekeren, da eventyret begyndte i 1930, en intuitiv fornemmelse af, at det ikke var til skade for en vordende danser at erhverve sig grundlæggende sprogfærdigheder. Under alle omstændigheder fik Vibeke Rørvig som danser med kolleger fra hele verden rig glæde af sine sprogkundskaber. Skoletidens engelsk, fransk og tysk blev med årene udvidet med både russisk, italiensk, spansk og svensk.
Sprogfærdighederne og store organisatoriske evner blev sidenhen anvendt, bl.a. da hun i 1947 fungerede som turneleder og anstandsdame for Bartholins trup, Les Ballets Skandinaves turné til Spanien. Og kendskabet til spansk blev uddybet, da hun i 1951 og og 52 under navnet Dolores optrådte med spansk dans i partnerskab med Angelo Monzon (tidl. Greco Balletten). Og senere i livet gjorde hun brug af sine evner bl.a. som rejseleder for Københavns Kunstforening, og som formand for Den Danske Balletklub, hvor hun i årene mellem 1967 og 1990 arrangerede et række rejser for foreningens medlemmer.
Når Vibeke Rørvig idag selv bliver bedt om at svare på Rektor Zahles spørgsmål om, hvad det skulle sige, at hun ville danse, sker det nødvendigvis i bakspejlets vue over et 85-årigt langt liv: “Det var en masse besvær og ballade, men det var også mit livs bedste år, da jeg dansede – for det fyldte én indvendigt!”
Karen Arnfred Vedel – april 2000
1 Vibeke Rørvig f. 8.3.1915.
13 Samtale 29. marts mellem Maimee Gee og KV
Balletinstruktør Vibeke Rørvig, København, er død, 88 år. Vibeke Rørvig var uddannet uden for Det Kgl. Teater, nemlig hos Jenny Møller og siden i Paris, hvor hun blev undervist af russiske pædagoger med traditionen fra Skt. Petersborg. I 1930’erne var hun en årrække aktiv danser i Paris, hvorefter hun måtte vende hjem på grund af Anden Verdenskrigs udbrud. I 1940 blev hun solist på Det Ny Teater i ensemblet Den Ny Danske Ballet, et alternativ til Den Kgl. Ballet. Vibeke Rørvigs største fortjeneste blev dog hendes indsats som formidler og pædagog. Fra begyndelsen var hun en ledende skikkelse i Den Danske Balletklub, som blev stiftet i 1949, og hun var i mere end 25 år klubbens formand. I disse år holdt hun bl.a. kurser for mannequiner og arrangerede udstillinger og kunstrejser rundt i Europa. I fjor blev Den Danske Balletklub slået sammen med Den Kgl. Ballets Venner. Vibeke Rørvig indstiftede i 1986 et stort legat, der uddeles til dansere og andre, der har ydet en indsats for balletkunsten.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/136803:Mennesker